Som sædvanligt stiger prisen på tv, men denne gang er begrundelsen ikke alene, at rettighederne til sport er årsagen.
1,6 milliarder kroner
Prisen på at se tv stiger år for år, og 2018 bliver da heller ingen undtagelse. Messi, Ronaldo, Neymar osv. skal have mere i løn, og det forplanter sig gennem fodboldklubber til tv-stationer til tv-seere.
I sommer skiftede brasilianske Neymar FC Barcelona ud med Paris St. Germain til en pris på ca. 1,6 mia. kr. De penge skal den nyrige franske hovedstadsklub have hjem igen, og det sker blandt andet ved at tv-rettighederne sælges dyrere, og den regning ender hos tv-seere over hele Europa – både hos YouSee, Stofa, Boxer og altså desværre også hos os Antenneforeningen af 1986.
Mere digitalt indhold
I år er det dog ikke hele forklaringen. Ifølge YouSee sker prisstigningerne også som en del af en investering i fremtidens tv, hvor ’kunderne får masser af godt indhold og den bedste tv-oplevelse’.
”Det ærgrer os, at vi igen skal hæve priserne, og det er en ringe trøst, at vores konkurrenter også hæver dem,” siger Carsten Brank, direktør i AF86. ”Vi ser, at flere og flere hellere vil have streaming-tjeneste end flow tv, og i AF86 kommer vi da også til at arbejde på, at vores internetprodukter hele tiden lever op til vores medlemmers krav om sammenhæng mellem pris og hastighed”.
I AF86 betyder det, at priserne på tv-pakkerne stiger med 8-19 kr. pr. måned inklusiv Koda- og CopyDan-afgifter:
Grundpakke 2017: 130,00 2018: 140,00
Mellempakke 2017: 318,00 2018: 326,00
Fuldpakke 2017: 424,00 2018: 443,00